"– I sakene vi studerte var barna fra 6 - 12 år. Denne aldersgruppen har vært lite utforsket innenfor barnevernet tidligere, men vi hadde ikke forventet at så mange av plasseringene var relatert til barnas atferdsvansker, utslitte foreldre og problemer i forhold til oppdragelse og grensesetting. "

http://www.forskning.no/Artikler/2002/november/1034239041.1

En litt annen virkelighet enn den livsløgnen det såkallte barne"vernet" serverer. Størsteparten av årsakene til omsorgsovertakelse kan løses med enkle grep i familien. Enklere-bedre-billigere-skånsomt for barnet!

RETTSSIKKERHETEN I NORGE:

 Personer med annet språk enn norsk mangler fremdeles rettsvern. Her er norsk rettsvesen etnosentrisk, hevder Patrick Kermit, stipendiat i medisinsk teknologi ved NTNU.

http://www.forskning.no/artikler/2007/november/1195470230.7

BRUDD PÅ BARNEKONVENSJONEN:

18.des 2007 05:00
Av: Tomas Rolland , Kommunikasjonsrådgiver

På ti år har det vært en dobling i bruken av akuttvedtak, hvor barnevernet griper inn for å hente ut barn som er i fare. Blir barnets og foreldrenes rettigheter ivaretatt på en skikkelig måte?
Førsteamanuensis Mons Oppedal ved Høgskolen i Oslo har nylig forsvart sin avhandling Akutthjemlene i barnevernloven.



Som et eksempel viser han til at barn bør ha rett til å være part i en sak.

- I Norge anerkjenner vi ikke at barn under 15 år er part i en rettssak. De har en rett til å bli hørt, men jeg mener at de har krav på en rettferdig rettergang i en del av disse sakene, som går langt utover bare det å bli hørt.

- Du kan jo forestille deg at det var en sak som dreide seg om deg, hvor du fikk si din mening, men hvor saken ble behandlet av retten uten at du verken fikk møte, vitne, ha en advokat eller føre dine egne argumenter.

- Da vil jeg tro du hadde følt deg overkjørt, sier han.

Mons Oppedal forsvarte sin doktorgradsavhandling fredag 30. november, ved Det juridiske fakultet ved Universitetet i Oslo.


http://www.forskning.no/Artikler/2007/desember/monsoppedal

Barn i Bergen - en befolkningsstudie av barns psykiske helseBarn i Bergen - en befolkningsstudie av barns psykiske helse

Færre enn antatt har ADHD 23.mai 2007 05:00 Av: Eli Kristine Korsmo, Journalist, UiB

Tidligere trodde forskere at opptil 4-5 prosent av alle barn hadde ADHD. Dette er feil, viser nye resultater fra undersøkelsen ”Barn i Bergen”. Tallene ligger snarere på rundt 2 prosent.   "Det viser seg også at ADHD i større grad er knyttet til barnets biologisk tilstand enn til sosiale faktorer som familiemønster. " http://www.forskning.no/Artikler/2007/mai/faerre_enn_antatt_har_adhd

:

Det sociale fallitbo i Danmark :


Danmark har nordisk rekord i anbringelser af børn og unge uden for hjemmet. Men ofte bliver børnehjemmet kun første stop på vejen i en institutionskarriere, der ender i fængslet. Niels C. Jørgensen, der i tredive år har arbejdet med udsatte børn og unge, giver her sit bud på hvorfor.

Kald det kærlighed


Af Niels C. Jørgensen
konsulent, cand. psych
27. april - 2007

Et tungt og omdiskuteret problemområde, som henhører under socialforvaltningen, er anbringelse af truede børn uden for hjemmet, som for manges tilfælde sker til en døgninstitution.

De færreste forbinder noget glædeligt med at blive anbragt på et sådant sted, faktisk blev den mulighed tidligere brugt som fiktiv trussel over for børn, der ikke skikkede sig som forældrene ønskede.

Den nu nedlagte socialstyrelse ofrede mange ressourcer på at modernisere forældede børnehjem og forbedre den faglige standard for personalet, som overvejende skulle rekrutteres blandt uddannede socialpædagoger.

Endvidere etablerede styrelsen særlige institutioner for meget behandlingskrævende børn og unge, såkaldte behandlingshjem, hvor lederen helst skulle være psykolog af uddannelse bistået af en eller flere psykologer blandt personalet. Bortset fra, at institutionerne blev mere humane, og at der blev sat strengere grænser for det, man i cirkulæresprog kalder fysisk magtanvendelse, så udeblev de forventede behandlingsmæssige fremskridt.

Allerede i slutningen af 70’erne viste en interviewundersøgelse blandt de indsatte i et af landets største lukkede statsfængsler, at rundt regnet 9 ud af 10 havde en årelang karriere inden for børneforsorgen bag sig, og anbringelserne spredte sig over alle institutionstyper såsom børnehjem, skolehjem, behandlingshjem og ungdomshjem.

Tillige kunne der inden for hele anbringelsesbilledet konstateres forløbsmønstre eller fødekæder, hvor de anbragte børns karriere var indledt på et bestemt børnehjem og derpå fortsatte i en næsten fastlagt serie af andre døgninstitutioner, for i værste fald til sidst at ende på et ungdomshjem og, når den kriminelle lavalder var nået, videre til ungdomsfængsel og med slutstation i et almindeligt fængsel.

Vænnet til institution

Et andet typisk træk var, at jo længere et forløb, institutionskarrieren antog, des større var sandsynligheden for dens fortsættelse lige til den bitre ende.

Resultatet af et langvarigt anbringelsesforløb blev altså ikke en akkumuleret pædagogisk opretning, men snarere en øget indlæring og tilvænning til at bo på institution, således at anbragte børn og unge blev tiltagende uegnede til at bo uden for institutioner.

I stedet for en opdragelse til at begå sig under frie forhold blev slutresultatet en vanebetinget afhængighed af ansvarsfri ufrihed samt sidenhen for adskillige tillige en befæstet kriminel afvigeridentitet.

Ikke mærkeligt, at ordene »pædagog« og »psykolog« næsten automatisk udløste despekte og hadefulde reaktioner hos de indsatte. Ved en høring på et jysk statsfængsel omkring resocialisering blev en af deltagerne, som var psykologisk konsulent i socialstyrelsen, ligefrem hylet ud.

Det er en tung arv for børneforsorgen at afvikle, og det er at gøre sig sagen for let, hvis man reducerer problemet til blot at opfatte sig som ansvarsfrie syndebukke for de indsattes fallit i tilværelsen.

En ydre omstændighed, som bidrager til, at institutionerne kan antage karakter af fjerne enklaver, er for fleres vedkommende deres geografiske beliggenhed.

De befinder sig ofte i naturskønne områder væk fra alfarvej og i ældre bygninger, sågar i nedlagte herregårde, som de tidligere ejere har skilt sig af med på grund af omkostningerne til vedligeholdelse.

Som konsulent har jeg i embeds medfør besøgt et større antal institutioner, og det har med enkelte undtagelser været forstemmende oplevelser. Det hører til sjældenhederne at møde vitalitet og glæde hos børnene og personalet.

Modsat mødes man alt for ofte af grå rutine og et resigneret mismod, hvis man får lov at bevæge sig ud på afdelingerne og taler med de menige medarbejdere. En kontrast til det konferencebord, man har forladt efter at have påhørt institutionens leder gennemgå barnets journal i et mere eller mindre kunstlet fagsprog.

Det kan heller ikke undgå at vække en vis undren, når man i samtaler med institutionens menige pædagoger støder på en overraskende uvidenhed om den behandlingsmodel, som lederen har beskrevet som gældende for institutionens virke.

For den, der har haft lejlighed til over en længere periode at følge dagliglivet på en institution, varer det ikke længe, før man får et tydeligt indtryk af institutionskulturen og det skarpe skel mellem børnene og det voksne personale.

Naturligvis findes også institutioner, hvor tonen er mere familiær, men skellet er alligevel mere eller mindre synligt til stede og tydeliggøres, efterhånden som børnene bliver ældre.

Ikke alle storbybørn er naturelskere og kan værdsætte institutionens smukke beliggenhed.

Nogle oplever sig gennem anbringelsen som sat udenfor og anderledes, adskilt fra det samfund som de gerne skulle lære at begå sig i.

Også medarbejderne kan føle sig isolerede som kommende udefra og omplantet til et lokalsamfund, hvor de i hvert fald i en rum tid opfattes som tilflyttere.

Enkelte har tilmed en bolig på selve institutionen, og som helhed omgås medarbejderne i vidt omfang hinanden og integreres i personalekulturen.

Det gjorde ikke medarbejdernes situation som pædagoger

lettere, at deres fagforening i slutningen af 70’erne startede en kampagne, hvor entusiasme og offervilje nærmest blev gjort til grin.

Sloganet for den socialpædagogiske fagforeningskampagne lød ordret »Nej til Florence Nightingale« (en engelsk sygeplejerske, som under Krimkrigen plejede de hårdt sårede engelske soldater med enestående selvopofrelse). Med fagforeningens bastante retorik var en sådan uegennyttig holdning åbenbart »at gå arbejdsgiverens ærinde« og som sådan forkastelig.

I stedet burde pædagogen se sig selv som »lønarbejder« på linje med fabriksarbejderen.

Det siger sig selv, at hvis en offentlig forvaltning, som skal yde service for skatteydernes penge, fremstilles som »udbytter«, der kun er ude på at pine »merarbejde« ud af pædagogen som underbetalt »lønarbejder«, og at man derfor ikke skal lade sig presse til at yde mere, end man selv finder rimeligt, ja så er det de anbragte børn, der bliver bet.

Altid til stede

Hvis man iagttager dagligdagens forløb på en såkaldt boafdeling med større børn, kan det undre, at der også er medarbejdere til stede i perioder, hvor børnene opholder sig andetsteds – for eksempel i skolen, og den megen tid medarbejderne i det hele taget tilbringer på afdelingens kontor.

Tankevækkende er det, at nogenlunde samme arrangement og rollefordeling vil kunne genfindes på psykiatriske afdelinger med patienter og plejepersonale som de agerende, og i fængslerne, hvor indsatte og fængselsbetjente besætter rollerne.

Det synes med andre ord at være et tværgående og typisk træk ved instititutionskulturen, som repræsenterer en kustoditionel, det vil sige opbevarende holdning, til klientellet.

Hvis et barn eller voksen således frivilligt eller tvungent

anbringes på en institution af traditionel karakter, er den skjulte realitet, at anbringelsen typisk bliver en form for opbevaring, hvad enten den officielle retorik vil kalde det resocialisering, genopdragelse, pædagogisk-psykologisk behandling eller hvad den sproglige kreativitet ellers kan finde på af vildledende varedeklarationer.

Dyre plejefamilier

Den store udfordring for institutionerne burde være at bryde dette mønster og mindske afstanden mellem den officielle målsætning og realiteterne.

Også pædagogfamilier og private enkeltpersoner, hvoraf flere med baggrund i liberale erhverv, har set en mulighed i at omdanne eget rummelige hus til et opholdssted for problematiske børn og unge. I sagens natur er den pædagogiske baggrund for private plejefamilier ofte beskeden.

Uden anden udrustning end erfaringer med opdragelsen af egne børn samt den såkaldte sunde fornuft forsøger de så vidt muligt at give de anbragte børn en dagligdag så normal som mulig sammen med familiens andre medlemmer.

En væsentlig grund til, at de såkaldte behandlingskrævende anbringelser alligevel er blevet betragtet med voksende skepsis og tilbageholdenhed fra socialforvaltningers side, beror på den omstændighed, at det vederlag eller den pris, som værtsfamilierne forlanger, periodisk er steget med eksplosiv fart.

Det har tilmed vakt en vis forargelse, at den klækkelige plejeløn satte nogle plejefamilier i stand til ikke alene at føre en lukrativ tilværelse, men tillige bekoste kendelige forbedringer af deres ejendomme og andre besiddelser.

Uanset at der i cirkulærer og bestemmelser er angivet faste takster for plejevederlagets størrelse, bliver loftet jævnligt gennemhullet.

Det er i høj grad sælgers marked, og hvis plejefamilierne hævder, at børnene er mere behandlingskrævende, end de er blevet oplyst om, og hvis forvaltningen er i bekneb for institutionspladser, kommer plejefamilierne ikke sjældent igennem med deres krav.

Der er trods alt en margin opefter i forhold til prisen for en institutionsplads, og uden sikkerhed for at resultatet vil blive bedre. Efter bedste evne har socialforvaltningerne søgt at holde igen, men manglen på institutionspladser og modviljen fra institutioners side, hvis børnene ikke passer til institutionens behandlingsprofil, bevirker at prisniveauet uvægerligt er steget.

Det, som længe har været en gnavende mistanke, er fra sagkyndigt hold blevet belagt med virkelighedens kontante fakta, som anskueliggør, hvor alvorlig situationen er omkring anbringelse af børn og unge uden for hjemmet.

Man fristes til at tale om en kostbar »spildproduktion«, der har stået på i årevis.

Af undersøgelser fra de seneste år, som Socialforskningsinstituttet og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har offentliggjort, fremgår det, at de børn, der har været anbragt uden for hjemmet, det være sig på institutioner, i familiepleje eller på pædagogiske opholdssteder, klarer sig foruroligende dårligt senere i tilværelsen og markant dårligere end ikke-anbragte børn.

Ingen uddannelse

I Socialforskningsinstituttets forskningsoversigt sammenfattes virkningen af anbringelse med følgende slutbemærkning: »Det ser klart ud som om, at anbringelser i sig selv ikke formår at skabe de beskyttelsesfaktorer, der kan igangsætte de positive spiraler i børnenes udvikling, og som skal til, for at anbringelse kan stille børnene bedre end ikke anbringelse«, og det understreges yderligere i en pressemeddelelse, at »Snarere ser det ud, som om langvarigt anbragte børn efter anbringelsen er bragt på linje med de få socialt dårligst stillede procent af børnebefolkningen. Dette kan næppe være et tilfredsstillende resultat af en langvarig samfundsindsats«.

Mere end halvdelen får ingen uddannelse af betydning ud over almindelig skolegang, hvis den overhovedet bliver gennemført, og barnet ikke har forladt skolen eller er blevet bortvist undervejs. En meget stor del er på overførselsindkomst, og en uforholdsmæssig stor del befinder sig i kriminalforsorgens varetægt. 14.000 danske børn og unge mellem 0 og 23 år er anbragt uden for hjemmet, og den samlede udgift for 0anbringelserne under ét beløber sig per år til næsten 10 milliarder.

Kort sagt et svimlende beløb og et nedslående resultat. Undersøgelserne præsenterer med andre ord et fallitbo af velvoksne dimensioner, og det vidner om et foruroligende snæversyn, når den pædagogiske fagforening blottet for selvkritik beskylder politikere, der ytrer forsigtig bekymring over problemet, for at lægge op til en kynisk og asocial nedskæringspolitik.

Enhver uden organisatoriske skyklapper kan se, at problemet først og fremmest består i, at hverken børn eller samfund får valuta for pengene.

Det påtrængende spørgsmål bliver, om der er en vej ud af det nuværende morads med stigende anbringelsestal, ineffektive døgninstitutioner og en familiepleje, der i nogen grad styres af profitmotiver.

Et fænomen, som i de senere år tillige har givet anledning til voksende bekymring, er det store antal »sammenbrudte« anbringelser, hvor anbringelsen enten afbrydes ved barnets eller den unges bortgang fra stedet, eller ved at anbringelsesstedet ønsker forholdet bragt til ophør.

Anledningen er som oftest barnets eller den unges antisociale adfærd, og den omstændighed at anbringelsesstedet ikke besidder den fornødne faglige kompetence til at tackle problemerne og imødekomme de behov, som adfærden afspejler.

En pengemaskine

Hvad anbringelsesområdet angår, har man efter alt at dømme siddet med hænderne i skødet alt for længe, og det er så i stedet blevet socialforskningsinstituttet, som har barslet med en undersøgelse, der underbygger de formodninger, som personer med indsigt i området længe har haft.

En af de allerede refererede konklusioner, som har vakt yderligere opsigt, er, at de private plejefamilier ikke kan opvise resultater, der er stort bedre end institutionernes.

Som medvirkende årsager kan formodes dels at profitmotivet har fået for stor vægt, dels de oplagte vanskeligheder ved at indføre barnet i familiens bestående mønster.

Af statistikkerne ses også, at Danmark anbringer børn uden for hjemmet i større omfang, end det kendes fra vore nabolande i Skandinavien.

Det er nærliggende at se det forhold i sammenhæng med, at børnesagkyndige her i landet (pædagoger, socialrådgivere og psykologer) ved gentagne lejligheder har bebrejdet socialforvaltningerne, at de har været for tilbageholdende med anbringelserne.

Denne kampagne synes at være lykkedes til overmål, således at anbringelsestallet har været stigende gennem en årrække. Det er dog ikke forløbet helt uden kritiske indsigelser, og en enkelt psykolog har advaret imod en tendens til at fjerne børn fra hjemmet på et ofte for løst funderet grundlag.

Naturligvis må og kan man ikke lukke øjnene for, at mange børn lever under lidet optimale forhold, typisk i lavindkomstfamilier. Men der kan hos nogle behandlere og andet godtfolk, der for det meste privat lever under mere gunstige vilkår, være en lidt naiv opfattelse af, at barnet vil få det bedre på en institution end i en økonomisk presset familie.

For lidt fritid

Et eksempel på en sådan naivitet vil jeg illustrere med en henvendelse til et socialcenter fra en psykolog, der til daglig havde sit virke på et rådgivningscenter, hvor han havde fået kontakt med en sådan familie.

Psykologens bekymring gik på, at barnet efter skoletid måtte hjæpe forældrene i deres lille virksomhed, som i fravær af lønnet medhjælp var afhængig af, at alle familiemedlemmer gav en hånd med. Psykologen mente, at det gik ud over barnets skolegang, idet der var for kneben tid til at læse lektier, og at han i øvrigt havde for lidt fritid til at lege med andre børn.

Barnet selv havde ikke fundet grund til klage, og moderen stillede sig uforstående over for, at problemet skulle være så stort, at barnet ikke kunne være hjemme længere.

Psykologen var åbenbart ikke klar over, at det før i tiden kunne være en selvfølgelig ting, at større børn hjalp til, og selv om man kunne ønske for det omtalte barn, at familiens økonomi bedredes, var den foreliggende situation ikke af en så graverende karakter, at en anbringelse kunne gennemtrumfes.

Det ændrede imidlertid ikke på psykologens opfattelse, og i stedet viste han tegn på fornærmelse over at se sit arbejde vraget og var heller ikke til sinds at acceptere argumentet om, at man i spørgsmål om fjernelse også må foretage en omhyggelig afvejning af, hvad der vil være det mindste onde for barnet.

Med socialforskningsinstituttets undersøgelse i baghovedet vil det ikke være for meget sagt, at man skal være endnu mere omhyggelig i afvejningen af, hvad der tjener barnet bedst.

Det var ønskeligt, om der blev satset mere på ressourcer i nærmiljøet, og at viljen til at bedre på situationen var mere fremherskende i de sammenhænge, hvor barnet færdes til daglig, som for eksempel skolen.

I nogle sager synes vejen urimelig kort, når det gælder en besværlig elev i klassen, og skolepsykologen tilkaldes for at fremskaffe det nødvendige alibi, som kan underbygge indstillingen om flytning og eventuel anbringelse.

Det var nok værd at satse mere på heldagsskoler og støtte til forældrene omkring de hjemlige problemer, men uden for megen lugt af afskrækkende posekiggeri.

Selv med al tænkelig støtte må det erkendes, at de hjemlige forhold til tider kan være en så belastende trussel for barnets udvikling, at en anbringelse uden for hjemmet bliver den sidste og eneste udvej.

Men vel at mærke ikke til en institution, som den ser ud i dag, hvor en stor del af børnene til sin tid havner i samme restgruppe som andre af samfundets udstødte. Med de undersøgelser, der foreligger i dag, må der nødvendigvis ske en nytænkning, som kan resultere i radikale forandringer af institutionernes opbygning og dagligdag, ligesom familieplejen tilsvarende rummer alvorlige problemer, der venter på en løsning.

Litteratur: Tine Egelund & Anne-Dorthe Hestbæk: Anbringelse af børn uden for eget hjem. Socialforskningsinstituttet
Af Niels C. Jørgensen konsulent, cand. psych

BEFRINGRAPPORTEN:

Kan leses i sin helhet her: Befringutvalget pdf

Granskingsrapport vedrørende omfattende grov omsorgssvikt utført av barnevernet i Oslo frem til midten av 1990-tallet.

Opptakene nedenfor lagt ut på siden med godkjenning av Kristin Brataas

Intervju med Granskingsutvalget i Trondheim finnes her.

Kristin ringer "staten" vedrørende Billighetserstatningen som lar vente på seg - saksbehandlingen som skulle vært 8 mnd er blitt til 2 lange år.

Granskingsutvalget i Trondheim ringer Kristin

Falske minner kan skapes

08.feb 2007 05:00. Av: Didrik Søderlind, Journalist

Ideer om at onde minner kan "fortrenges" eller "huskes av kroppen" er dårlig vitenskap og kan produsere falske minner, mener Førsteamanuensis Annika Melinder. Fagsjef i Psykologforeningen minner om at psykologene er uenige seg imellom. http://www.forskning.no/Artikler/2007/januar/1170236690.43

-Psykiatriske pasienter ved «Betania» nær Trondheim minnes gruppevoldtekter og sadistiske scener med stadig flere overgripere og forteller om barn som må spise avføring og drikke urin. http://pub.tv2.no/nettavisen/innenriks/article930743.ece

Ved Betania Malvik distriktspsykiatriske avdeling hjelpes pasienter til å huske groteske overgrep de ikke visste om. Leder for behandlingen vil ikke gi intervjuer til kritiske medier. Professor Svein Magnussen, ekspert på vitnepsykologi, mener pasienthistoriene ligner påfallende på falske minner. http://www.forskning.no/Artikler/2007/januar/1169634583.89

"Først og fremst skal du ikke påføre skade." Den kommende legen sverger å respektere og anvende vitenskapelig basert kunnskap. Dessverre er det enkelte arenaer der dette ikke ser ut til å bli tatt så alvorlig, skriver Asbjørn Dyrendal i denne kommentaren til overgrepsterapiene ved Betania Malvik. http://www.forskning.no/Artikler/2007/januar/1169753565.65

Kan et traumatisk minne bli glemt, for deretter å bli husket igjen? En ny gjennomgang fant ingen spor av fortrengte minner i litteraturen før på 1800-tallet. http://www.forskning.no/Artikler/2007/februar/1170843971.3

Hjernen arbeider ulikt når den henter fram falske og ekte minner. Denne ulikheten oppstår i det øyeblikket vi skal hente minnet opp igjen, og kan en dag føre til en test for falsk hukommelse.http://www.forskning.no/Artikler/2003/november/1068629218.79

Vi stoler gjerne blindt på vår egen hukommelse, men det er grunn til å være selvkritisk. En amerikansk psykolog har plantet helt usannsynlige hendelser som falske minner hos sine forsøkspersoner, og viser at hukommelsen lett kan manipuleres.¨http://www.forskning.no/Artikler/2003/februar/1045237461.32

Tusenvis av mennesker mener de er blitt kidnappet av utenomjordiske vesener, og de aller fleste av ofrene framstår som friske, intelligente folk. Hva er det egentlig som skjer? http://www.forskning.no/Artikler/2005/november/1130938191.52

2003 brakte oss et lite skritt nærmere forståelse av hva sinnslidelser egentlig er. Men kom vi noe nærmere forståelse av hva et menneske er - rent biologisk? http://www.forskning.no/Artikler/2004/januar/1073514283.44

Falske minner om ubehagelige erfaringer med feit mat, kan brukes til å bekjempe overvekt. http://www.forskning.no/Artikler/2005/august/1124467780.48

I Norge brukes denne oppdiktede "diagnosen" som den engelske barnelegen Roy Meadow oppfant på slutten av 70-tallet. Dette skulle være en psykiatrisk lidelse som besto i at mødre søkte å skaffe seg oppmerksomhet og sympati gjennom å hevde at deres barn var syke, gjennom selv å påføre barna skadelig medisinering eller annen behandling, skade barna på annen måte, eller gjennom å drepe barna - altså at mødrene brukte barna som stedfortreder for seg selv. I England mistet han sin godkjenning som lege pga dette men i Norge brukes dette som unnskyldning til å stjele barn av myndigheter og såkallt barnevern. -Dette er utrolig i 2007!

Läkarens vittnesmål skickade 30 oskyldiga mammor i fängelse LONDON. Roy Meadow var barnläkaren som alla lyssnade på.Drottning Elizabeth adlade honom för hans insatser inom barnmedicin.Men nu har professor Meadows läkarlegitimation dragits in.Hans expertord har skickat ett 30-tal oskyldiga föräldrar i fängelse för att ha mördat sina egna barn. http://aftonbladet.se/vss/nyheter/story/0,2789,688190,00.html

A General Medical Council hearing has struck Professor Sir Roy Meadow off the medical register after finding him guilty of giving erroneous and misleading evidence in the Sally Clark case. So what does the future hold for expert witnesses?http://news.bbc.co.uk/1/hi/uk/4637687.stm

http://www.dailymail.co.uk/pages/live/articles/news/news.html?in_article_id=416123&in_page_id=1770

http://www.tidsskriftet.no/pls/lts/pa_lt.visSeksjon?vp_SEKS_ID=1481944

http://www.op.no/debatt/debattinnlegg/article1707233.ece

Barnemishandling som barnevernsmyndighetene ikke ønsker å kjenne til - 1 Diagnosen "Münchausen syndrome by proxy" (MSbP) – Münchausens syndrom ved stedfortreder – er svindel

http://www.mhskanland.net/page64/page65/page66/page66.html

http://msbp.com/

http://no.wikipedia.org/wiki/Stockholmsyndromet

"Stockholmsyndromet, som for tiden har fått fornyet aktualitet, villeder ofte både fosterforeldre og barnevern til å tro at plasseringen har vært vellykket, men det er en overflatisk og kortsiktig vurdering. Kunnskap må til for å anvende hensynet til barnets beste, ikke synsing og ønsketenkning." http://www.barnasrett.no/sverre_kvilhaug/hensynet_til_barnets_beste.htm

STOCHOLMSYNDROMET 30 ÅR. Hvordan kan gisler som blir truet på livet, allikevel føle at gisseltakeren er deres venn? Fenomenet kalles Stockholmsyndromet, og er oppkalt etter en av Sveriges mest oppsiktsvekkende kriminalsaker. Den fant sted i Stockholm for 30 år siden, og har siden fått stor betydning for hvordan politiet håndterer gisselsaker. http://www.nrk.no/programmer/radio/norgesglasset/2995925.html

Natascha gråt for kidnapperen : http://www.vg.no/pub/vgart.hbs?artid=127799

Av Fil Dr., leg. psykolog Lena Hellblom Sjögren. http://www.nkmr.org/forelasning_farliggorande_av_foraldrar_av_lena_hellblom_sjogren.htm

Bup överläkaren som förbannar Svenska domstolarna?: http://forum.nkmr.org/viewtopic.php?t=419

Rapporten kan beställas från Psykiatriskt forskningscentrum, Primärvård, psykiatri och habilitering, Box 1613, 701 16 Örebro, telefon 019-602 58 90, e-post pfc@orebroll.se, eller www.orebroll.se/pfc.

• Fornøyd_med_barnevernet_?

Barn som forsøkskaniner:

Forskar på omplassering av barn
– Me vil gjerne fokusera på tidleg kognitiv utvikling. Akkurat no er me i gang med eit forskingsprosjekt på barn som veks opp i regi av barnevernet. Ein av stipendiatane våre, Gunn Astrid Baugerud held på med eit heilt unikt plasseringsstudium. Ho ser på korleis barn som opplever ei akutt omplassering utviklar seg i høve til barn som opplever ei planlagd omplassering.
- Meininga er at ho både skal observera barna når dei blir omplasserte, og gjera nye undersøkingar ei veke og 3 månader seinare, før forskaren fylgjar dei opp etter fem og 15 år. Til dette forskingsprosjekt har me fått dispensasjon frå regelen om informert samtykke. Difor må stipendiaten vår vera klar til å rykkja ut når ho får melding om at noko er på gang, fortel ho. Melinder synest at dette har vore eit forsømt område av forskinga.
http://wo.uio.no/as/WebObjects/avis.woa/wa/visArtikkel?id=37466&del=uniforum